Hvis du følger lidt med, så ved du at jeg skulle til samtale i dag på psyk. Jeg har ikke været der i ca 2 måneder, fordi de aflyste min sidste samtale. Jeg har virkelig haft brug for at snakke med dem og få sat nogle ting på plads. Alene at komme afsted i dag tog kræfter. Ja bare at komme op af sengen, skulle jeg virkelig tage mig alvorlig sammen til. Selv om jeg havde glædet mig, frygtede jeg det også lidt. Har ikke været på toppen længe og der er nok gået for lang tid siden, jeg har været der sidst. Jeg kom afsted og den første del af turen gik ok, men så kom jeg til middelfart og da jeg tog afkørslen, var jeg lige ved at gå i panik. Tårene løb ned af kinderne på mig og jeg måtte lige ha vinduet rullet lidt ned, for at få ordenlig luft. Fik pulsen ned og få minutter senere, var jeg ved psyk.
For at opfriske hukommelsen lidt for jer læser, kan jeg fortælle at jeg har gået til samtaler på psyk ca 1 gang om måneden, siden jeg var indlagt for ca 6-7 år siden. I perioder føler jeg ikke, jeg har så meget brug for dem og i andre perioder, kan jeg virkelig ikke undvære mine samtaler. Pt kan jeg ikke undvære mine samtaler, uden dem kan jeg ikke fungere ordenligt. Det giver mig mulighed for at snakke om de svære ting og få sat nogle tanker på plads. Normalt snakker jeg med min social rådgiver, men når jeg har det rigtig skidt som nu, snakker jeg også med Overlægen. Måske er det lidt underligt at jeg bruger min social rådgiver på psyk, som behandling, men hende og jeg, har fra dag 1 haft nogle rigtig gode samtaler og derfor fik jeg lov til at beholde hende og samtidig ha overlægen med på sidelinjen. Hvis du vil vide hvordan jeg blev syg, så tjek indlægget: Lynet slog ned!
Nå, men tilbage til i dag. Hun kunne tydeligt se på mig at jeg ikke var i topform og spurgte som det første, om jeg ikke ville ha et glas vand og nogle servietter. Havde i dagens anledning selv tasken fuld af lommeletter, men vandet var skønt. Jeg havde svært ved at starte i dag og mine ord var ikke så naturlige, som de plejer, men jeg fik det ud af kroppen lidt efter lidt. Hun er fantastisk fordi hun kender mig og ved at jeg inden for ca 10 sekunder er alle følelser igennem. For andre virker det måske enormt voldsomt og forvirrende, men hun høre og ser hvert signal. Normalt snakker vi i ca 45 min, men hun gav sig virkelig tid, til at lytte til mig i dag og endte med 1 time og 20 min. Lige der var vi begge godt brugt i hovederne og jeg havde svært ved at sætte mine ord sammen. Hun ville hurtigt finde en tid hos overlægen og samtidig skal jeg huske at maile eller ringe, hvis der er noget jeg har brug for. Vi snakkede også lidt om sove medicin. Jeg har aldrig prøver det og altid været meget imod det, men nu køre jeg på 6-7 uge med dårlig søvn, så hvis det ikke ændre sig meget snart, må jeg prøve med medicin. Der er bare grænser for hvad kroppen kan holde til og jeg vil bare ikke helt derud, hvor jeg virkelig ender i et sort hul igen. Min krop har aller mest lyst til bare at gi helt slip og gemme sig for hele verden, men mine tanker vil kæmpe og den blanding giver forvirring og stress. Det er nogle år siden, jeg sidst har haft det så skidt som nu, men det er en kamp jeg VIL kæmpe og jeg ved at jeg 100% kommer ud på den anden side. Ville faktisk ønske at jeg kunne råbe ud til hele verden, hvad det er jeg går igennem, men det kommer der bestemt intet godt ud af, så jeg nøjes med psyk. Alt i alt var det en kanon samtalt i dag og jeg glæder mig til en snak med overlægen. Nu vil jeg kravle i seng og efter denne dag, må jeg da kunne sove ordenligt. krydser fingre.. Nat Nat..
Jeg er ked af at høre, at du har det så skidt lige nu - men er glad for, at samtalen på psyk gik godt. Håber ikke, der er så længe, til du skal snakke med overlægen?
SvarSletDu siger, at der ikke kommer noget godt ud af at skrige ud til hele verden, hvad det er, du går igennem.. Det synes jeg faktisk nogle gange, at der gør. Det er ikke godt at gå med det hele selv - så hellere ud med alt den galde, man har brug for. For mig giver det i hvert fald meget at få lov at hælde det ud..
Håber, det snart lysner for dig - og at du får noget søvn!
<3
Ja det er noget møg at jeg har det skidt, men heldigvis er mit humør alligevel nogen lunde. Prøver at sige til mig selv at det nok skal gå over..
SletNormalt har jeg det på samme måde som dig, med at få råbe de forskellige ting ud til verden, men lige i denne situation ville det kun føre mere skidt med sig.. Derfor nøjes jeg med at råbe på psyk omkring det.. Det er samtidig nogle ting som ikke skal ud til verden og derfor kan jeg ikke bare gøre som kroppen vil og råbe det ud over det hele..
Jeg ved ikke hvornår jeg skal snakke med overlægen endnu, men hun ville sende en mail så hurtig hun kunne og måske bliver det d 4 hvor jeg i forvejen har en aftale dernede.. men må vente og se.. Håber heller ikke der går for lang tid..
Knus <3
Årh okay, på den måde. Det kan jeg godt se - nogle ting skal bare ikke ud.. Men det gør dem selvfølgelig ikke lettere at bære, tværtimod.
SletDet er så sejt, at du forsøger at sige til dig selv, at det nok skal gå over. Jeg ved, hvor svært det kan være. Og hvor svært det kan være at holde ud - SELVOM man ved, at det nok skal gå over. Sender dig en masse knus og tanker og god energi <3
Jeg gør hvad jeg kan, men det er bestemt ikke let lige pt.. trøster mig selv med at verden ikke går under endnu.. ;)
SletKrammer