Jeg tog et lyn bad, fik ordnet et par opkald og så kørte jeg til Middelfart. Jeg havde en samtale på psyk og det var virkelig en stor befrielse for mig. Jeg fik lettet på ventilerne, vent tankerne på hovedet og fandt lidt mere ro igen.
Jeg har nu kun 2 samtaler tilbage på psyk. Lige nu kan jeg slet ikke forstille mig at leve uden den livline, men jeg tror nu nok det skal gå. Jeg er gennemgået en udvikling så stor at jeg faktisk slet ikke kan kende mig selv. Folk frygter tit psykisk sygdom og psykiatrisk afdeling, men når jeg kigger tilbage, så har de været mine helte. Jeg er ret sikker på at jeg ikke havde været her, hvis det ikke var for dem. Og ikke nok med at de har hjulpet mig, til at hjælpe mig selv, så har de vist mig at livet faktisk også kan være dejligt.
Lige så meget som jeg frygter at skulle undvære dem, lige så meget glæder jeg mig også til at prøve det. Jeg har haft kontakt med dem i ca 7-8 år nu, det er helt utroligt, når jeg tænker over det. Min kontakt på psyk har været der i 26 år, fortalte hun mig lige i dag. Det bliver 100% lige så svært for hende at stoppe, som det gør for mig, hvis ikke mere.
