9. dec. 2017

Rejsen er slet ikke slut endnu..


Lad os lige tage den her helt forfra. Jeg har tit snakket om det herinde, men har også fået et par spørgsmål privat. omkring mig og offentlig trafik. I august 2006 væltede hele min verden og det skete som lyn fra en klar himmel. I 2012 skrev jeg første gang om, hvordan jeg blev syg i et indlæg der hedder Lynet slog ned. I de første 3 år af min sygdom, boede jeg mest bare i min seng. Jeg turde stort set ikke gå ud og offentlig transport, var nok en af de mest angstprovokerende ting for mig.

Psyk i Middelfart spurgt mig jævnligt, om jeg ikke kunne prøve bruge det offentlige, når jeg skulle ned til dem, men for mig var det totalt udelukket. Bare at kigge på en bus, kunne i starten gi mig ryste ture. For mig handlede det simpelthen om at jeg på ingen måde, selv har nogen form for kontrol over bussen, men heller ikke over de mennesker, som evt er i sådan en bus. Samtidig er det sådan et sted, hvor man ikke bare kan komme af/ud, når panikangsten slår til.

For en del år siden, besluttede jeg at jeg ikke længere gad leve i konstant frygt og jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne vende alle mine uendelig nedture til opture. Jeg valgt at jeg kun ville udsætte mig selv, for ting, som jeg var 120% sikker på, jeg kunne få en sejr med. Så hvis jeg bare havde en lille mistanke om at noget ikke ville lykkedes, valgt jeg det simpelthen fra. Det kostede rigtig meget og min omverden forstod intet. Det gjorde jeg sådan set heller ikke selv, for der var ingen logik i, hvornår min angst ville påvirke mig.

I perioder gik hele mit liv i slowmotion og andre gange løb det fra mig. Jeg slog bremsen i og for en periode, måtte jeg starte forfra, med at finde ud af hvad jeg kunne og ikke kunne. For mig var det overlevelse og en nødvendighed, hvis jeg ville ha mit liv tilbage. Jeg ved i dag at det havde store konsekvenser, både for mig, familien og min omgangskreds, men jeg fortryder intet, for det var starten på min udvikling, som gik fra nederlag til nu: et liv med så mange sejre at jeg har svært ved at rumme det. En af de sejre fik jeg i går.

For bare et par år siden, var der på ingen måde, nogen som skulle skubbe mig ind i en bus. Men med Søren's hjælp og støtte, prøvede jeg det alligevel af nogle gange og det viste sig at det slet ikke var så farligt mere. Jeg ved det er sundt at eksponere mig selv, for forskellige ting som er angstprovokerende, men jeg lever stadig efter at jeg kun udsætter mig for disse ting, hvis jeg er sikker på det nok skal lykkedes. 

I går gik jeg ind på Fynbus kontor og bad om et rejse kort. *Næsten med glædes tårer ned af kinderne*. Det havde jeg fandeme aldrig regnet med at jeg skulle opleve og fatter det stadig ikke helt. Det var sgu en fed sejr.

Søren har fået kørekort i forrige uge og vi skal nu dele bilen. Det skal jeg lige vænne mig til og på nogen punkter, rammer det lidt min frihed, hvilket også et enormt angstprovokerende. Men jeg øver mig i at tage bussen og har gjort det et par gange alene, helt uden angst. Jeg er hammer stolt af mig selv. Det er rart at vide at jeg kan det, hvis bilen ikke er hjemme. Fatter stadig ikke, hvor meget jeg har udviklet mig og hvor meget jeg faktisk kan i dag, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve igen, for bare et par år tilbage. Har lært så meget om livet og om mig selv og rejsen er slet ikke slut endnu.

https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ https://twitter.com/Jeakh https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts

8 kommentarer:

  1. Kære Jeanette,
    nu sidder jeg her med tårer i øjnene, for jeg er så rørt over at læse om din kæmpe store sejr. Du er simpelthen et af de mest inspirende mennesker, jeg kender, og jeg bliver så glad for at læse om din specielle måde at tackle dine udfordringer på <3
    Hvor er det en vidunderlig tilgang, at du ikke vil udsætte dig selv for nederlag - jeg elsker at følge med i alle dine mange sejre. Jeg vil prøve at tillære mig selv din tankegang med at være helt sikker på at få en sejr ud af de ting, du udsætter dig selv for - det er SÅ genialt <3
    Hjertelig tak, fordi du er dig og deler dine inspirende sejre <3 Kram <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde faktisk også selv et par tåre i mine øjne da jeg sad og skrev mine ord og igen bagefter, da søren pludselig siger: Søde dit nye indlæg er virkelig godt skrevet.. Tror det er første gang han sådan rigtig siger sådan om nogle af mine indlæg, det det rørte mig meget.

      Jeg er så glad for at jeg kan inspirer andre til at tage min tankegang til sig.. Jeg håber det virker for dig søde og husk, i starten er det svært, men man kan altid øve sig og med tiden bliver det lettere..

      Tak for alle dine dejlige ord og fordi du altid skriver søde kommentarer og følger med herinde.. Det elsker jeg.

      Knus <3

      Slet
  2. Søde Jeanette

    Sikke dog et dejligt indlæg. Hvor er det fedt, at du er kommet fra at have det skidt bare ved at kigge på en bus, til at få fat i et rejsekort og faktisk have det okay med at tage bussen. Jeg kan ikke forestille mig, hvor stor en omvæltning det må være, men jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet en enorm udvikling.
    Du er sej, og jeg sætter virkelig meget pris på, at du deler dine oplevelser. Det er så inspirerende.

    Rigtig god søndag til dig<3

    Knus<3

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak søde dig.. Jeg er så imponeret over mig selv at jeg slet ikke forstår det. Jeg fatter slet ikke hvordan jeg er kommet så langt.. Det er en kæmpe omvæltning og bliver rørt hver gang jeg tænker på det..

      Tak for din dejlige kommentar og fordi du kigger med og vi kan motivere hinanden. <3

      Krammer <3

      Slet
  3. Jeg synes du er kommet SÅ langt bare på de år, jeg har kendt dig.

    Du er virkelig et af de mennesker, jeg beundrer allermest - og det er sagt med et 100% ærligt hjerte. Din viljestyrke er beundringsværdig.

    Du kan være SÅ stolt af dig selv <3

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak for din dejlige ord søde.. Det varmer mere end du aner.. <3

      Jeg fatter slet ikke hvordan jeg er kommet så langt og hvor meget jeg pludselig kan som jeg slet ikke troede jeg skulle opleve igen.. Kan dog godt mærke at jeg pt skal passe meget på. Angsten er altid lige under huden her i December.

      Jeg er mega stolt af mig selv... Knus <3

      Slet
  4. Kære Jeanette,

    Jeg har læst dit indlæg flere gange og allerede da jeg læste det første gang fik jeg både gåsehud og tårer i øjnene. Jeg har måttet læse det flere gange inden jeg blev sikker på hvad jeg skulle skrive, for det her skal have en kommentar! ♥️
    Vi to har aldrig været så tætte som vi er nu. Og alligevel synes jeg at vi har kendt hinanden altid. Jeg kan svært huske den Jeanette, som var bange for en hel masse ting. Jeg har den dybeste respekt for den rejse du har taget og så er jeg ovenud stolt af dig! ♥️
    Du har et fighter-gen som er i særklasse! Du mærker dig selv bedre end nogensinde før, sådan oplever jeg det i hvert fald. Og ved du hvad søde...? Du har fucking fortjent hvert minut af alt det gode livet viser dig med dine sejre.
    Tak for dig og tak for at du er en helt særlig veninde i mit liv ♥️

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 x 1000 tak sødeste dig. <3

      Dine ord er rørende, stærke, kærlige og livgivende.
      Vi er sammen og jeg elsker at følge med i vores store udvikling, for hold nu kæft hvor er vi seje.. <3

      Tak fordi du altid er lige her og du betyder mere for mig, end du nok forstår.. Du er noget helt specielt og unikt og jeg ka' li det. <3

      Elsker dig <3

      Slet