google.com, pub-4139964114599800, DIRECT, f08c47fec0942fa0 Jea's Blanke Tanker: Sensitiv, Udadreagerende og den korrekte grænse.
___ ___ https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker/ __ https://www.instagram.com/jeasblanketanker/ __ https://twitter.com/Jeakh __ https://www.goodreads.com/user/show/41570070-jeanette __ https://www.youtube.com/channel/UCGZs7d1yXNH--MgTlhVwkLA __ https://www.bloglovin.com/people/jeanettehenriksen-2167130 __ https://plus.google.com/u/0/109333894282337331588/posts ___ ___

1. november 2014

Sensitiv, Udadreagerende og den korrekte grænse.

Sad lige og skrev lidt med en på Facebook og vi kom til at snakke om det her med at være udadreagerende. Det fik mig til at tænke lidt. Jeg har altid været enormt sensitiv og udadreagerende. Det er helt bestemt også en del af den personlighedsforstyrrelse jeg har fået stillet. Sensitiv fordi jeg hele tiden mærker alle følelser og reagere mere på dem, end alm mennesker. Udadreagerende fordi jeg altid har skulle kaste med ting eller råbe højst. Faktisk begge dele så voldsomt at jeg har været bange for mig selv.

Nu er jeg voksen og man skal være så forbandet fornuftig, hensynsfuld og venlig. Men hvad skal sådan en som mig så stille op? 

Hvad sker der med min krop, når jeg er nød til at holde det hele tilbage. 

Jeg har engang skrevet et indlæg der hedder - Skal jeg passe mere på end andre.
Hvis du er nysgerrig på nogle af mine tidligere tanker om emne, kunne det måske være godt at læse det indlæg først. 

Jeg har i en længere periode været nød til at holde en masse vrede tilbage. Folk siger ofte, du burde gå til boxning eller gå ud i skoven og råbe. Bare få det hele ud, så får du det godt igen. Den med skoven har jeg prøvet en gang, det virker ikke for mig. For mig handler det tit om at få min vrede ud verbalt og helst der hvor det høre hjemme. Når man så ikke kan få lov til det, så ophober vreden sig inde i min krop. Jeg må indrømme at det på ingen måde er sundt for mig. Jeg får det virkelig dårligt fysisk og psykisk. Det værste er lidt at jeg nu er nået til et punkt, hvor jeg føler mig lidt som en tikkende bombe, der er klar til at gå af i raseri. 

Jeg har flere gange overvejet det der Body SDS, men desværre her jeg ikke økonomien til det.

Alle siger hele tiden, det er så flot at du ikke gør noget dumt og at du kan styre det. Det er jeg da på mange punkter også glad for, men jeg tror ikke folk er klar over hvor meget det koster. Det gør virkelig fysisk ond inde i min krop. 

Hvis vi nu snakker mennesker sådan helt generelt, så har vi vel alle en grænse for, hvornår man ikke længere kan vende den anden kind til. 

Der var en der sagde til mig den anden dag: Jeanette det er mange år siden vi kvinder var en del af flinkeskolen. 

Den sætning har på en eller anden måde sat sig i mig. Jeg vil gerne være et godt menneske og leve et godt liv. Jeg vil gerne kunne opføre mig "korrekt". Men almindelige mennesker har jo også deres grænse. Er jeg blevet så voksen nu at min grænse går samme sted eller hvor fanden blev min grænse egentlig af? En ting jeg ved er at min grænse nu er nået.

6 kommentarer:

  1. God morgen Jeanette,

    jeg ved ikke hvad som har gjort, at din grænse er nået. Men hvis det er som du tidligere skrev, en bestemt person som du ikke lige ville udpege.
    Så vil jeg fortælle dig hvordan jeg selv ville gøre: Jeg ville konfrontere den person på en god og konstruktiv måde og sige: Du har sagt sådan og sådan og gjort sådan og sådan. Dette sårer mig, irriterer mig, gør mig rasende osv. Hvorfor gør du dette?
    På denne måde får du et svar, som du kan reagere videre konstruktivt på.
    For hvis du er meget sensitiv, så kan det jo være, at den person som gør noget mod dig, slet ikke selv er klar over dette.
    Du får muligheden for at få luft og få en forklaring. Hvis personen så er strid med vilje, ja så bare øs lidt ud af din vrede, så skal den person jo også lige sættes på plads.
    Men faktisk ville jeg hver gang noget gik mig på, som andre gjorde mod mig, konfrontere dem direkte og spørge ind til det. Det er vigtigt altid at få luft for sine følelser, på en ordentlig måde selvfølgelig.
    Håber du forstå og kan bruge det til noget. Og håber at jeg har forstået det hele korrekt.
    Ellers må du glemme min kommentar :-)

    Vil ønske dig en så god weekend som muligt uden for meget indre vrede.
    Hilsner fra Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa..

      Ja så let er det desværre ikke, bare det var.
      Jeg har lidt svært ved at forklare detaljerne herinde ;)
      Jeg ønsker ikke kontakt med personen og faktisk er dette indlæg skrevet sådan mere generelt.

      Jeg har indimellem så meget vrede i min krop som jeg hele tiden skal passe på ikke kommer forkert ud, men samtidig gør det mig dårlig at jeg ikke får det ud. Det er enormt indviklet at forklare.. :D

      Knus <3

      Slet
  2. Vi kvinder har det med at blive opdraget af vores familie, venner og samfundet til at være mere stille og ikke være så udreagerne som mænd.
    Men jeg har en datter, der har de samme problemer som dig. Hun er bare ikke voksen og kan holde det i sig. Hun reagere med det samme i situationen.
    Men det ville være bedre at kunne finde et måde at få det ud som er bedst for dig. Men de eneste metoder jeg kender til er bestemt ikke sunde for nogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Normalt kan jeg faktisk godt takle det, problemet er at jeg lige pt er blevet presset langt ud over min grænse.

      Det har taget mig mange år at lære min vrede at kende og hvordan jeg skal bearbejde det, men lige nu er det for svært.. eller jeg holder det tilbage, men jeg bliver fysisk dårlig af det.

      Skal til samtale på psyk igen torsdag, håber de kan hjælpe mig.

      Slet
  3. Jeg er også sensitiv.... Noget jeg først fandt ud af og blev bevidst om her i min sygemelding. Kommer til at tænke på... Hvordan blev du mødt i forhold til at rumme de her "svære" følelser da du var lille? Jeg lærte nemlig at de skulle "undertrykkes"... Jeg selv har en datter der er sensitiv som jeg.. Og hende er jeg meget OB's på skal have lov til at reagere. Hun har altid reageret voldsomt som det du beskriver. Noget jeg aldrig selv fik "lov til" som barn. Men det er jo kendetegnet for sensitive mennesker. At de har temperament og store følelser. Kan i særdeleshed have svært ved at rumme egne og andres store/svære følelser.
    Jeg blev ikke selv rummet og kunne i staten ikke rumme min datters. For jeg havde ikke lært det. At rumme den side af mig. Og vidste ikke hvordan jeg skulle takle hendes store vredes udbrud. "Anfald" hvor hun nærmest gik i tranche. Det gør jeg nu. Rummer hele hende. Anerkender og forstår hende. Giver hende redskaber til at tackle situationen. Og jeg har fået en helt anden pige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Min situation er nok en hel del anderledes end det fleste. Jeg oplevede en del svigt som lille og det gjorde mig ofte mere udadreagerende end så mange andre. Jeg følte mig hverken set eller hørt og kunne heller ikke råbe nogen op. I takt med at jeg blev ældre blev det også en del værre, så snart nogen gik for langt gik jeg i forsvar med alle følelser. Jeg mærkede tydeligt at jeg var afhængig af andres humør, når jeg tænker tilbage. Det endte faktisk også med familie terapi i en periode. I den periode var det værste faktisk at jeg var enormt bange for mig selv og hvordan mit sind og min krop ville reagere.

      Når jeg kigger tilbage er det meget tydeligt at jeg manglede omsorg og at blive hørt. Hvis bare nogen dog ville lytte til mig. Det fik jeg heldigvis i familie huset og tiden derefter var på mange måder en befrielse for mig.

      Hvis du skal gi din datter noget videre så er det af man som sensitiv også mærke kærlighed tydeligere end andre. Lyt, vis forståelse for at det er svært at rumme følelser og gi hendes omsorg.. Omsorg handler ikke altid om kram og nærhed.. Omsorg kan være mange ting.

      Knus <3

      Slet