Jeg læste igår B.T's artikel - Er du særlig senitiv.
Inden jeg uddyber om det er noget jeg er, vil jeg lige ytre mig lidt omkring emnet. Jeg synes den her diagnose eller hvad man nu skal kalde det, skal bruges varsomt. Nu har jeg ikke selv børn, men jeg synes lidt der har været en epidemi, for at finde fejl hos børn, eller sætte for mange diagnoser både på børn og voksne. Det med diagnoser er en utrolig farlig verden, jeg har været der og jeg ved at man skal passe på med at bruge for mange diagnoser, eller tolke dem forkert. Jeg synes faktisk at artiklen er lidt farlig, for der er nok rigtig mange, der kan se sig selv som sensitiv bagefter. I min verden er der mange måde at være sensitiv på. Jeg hørte Lola Jensen udtale sig i Go' morgen Danmark engang. Hun sagde det ret tydeligt - der findes ikke særligt sensitive børn - der findes børn med følelser. Jeg er 95% enig med hende. Jeg ved der findes børn som er utrolig sensitive, men der findes også mange børn som bare er fuld af følelser og for dem er denne diagnose rigtig farlig. Vi skal holde op med at bruge så mange diagnoser. Vi er alle forskellige og vi har alle brug for at få lov til at være dem vi er, uanset følelser og forstyrrelser. Vi er mennesker, ikke diagnoser.
Nå, men nu tilbage til sagen. I november sidste år gik det op for mig at jeg pludselig var blevet meget mere sensitiv en normalt. Skrev bla. indlægget - Sensitiv, Udadreagerende og den korrekte grænse.
Efterfølgende fik jeg mig en god snak med psyk om emnet og der var ingen tvivl, det var en følge-sygdom at mine psykiske lidelser. Jeg har siden tænkt meget over det og jeg ved at det altid har været i mig og at det nok var derfor jeg havde det extra svært som barn.
Som voksen har de psykiske forstyrrelse får lov til at fylde alt, men i takt med at jeg har forbedret mig psykisk, så er det som om min krop opdager alle de fysiske symptomer. Det gør mig meget mere opmærksom på, hvor meget vores psyke og vores fysik hænger sammen.
Jeg synes det er en god artikel og faktisk en af de bedre jeg har læst om emnet, den mangler dog en lidt mere kritisk vinkel på hele den her diagnose epidemi, vi er blevet en del af. Jeg ved at jeg er særlig sensitiv og jeg har en periode lige nu, hvor jeg har flere fysiske symptomer en normalt, men jeg ved det kommer i perioder. Har også den holdning at det ikke skal ha lov til at spærre ben for mit liv. Min psykiater sagde engang - Jeanette du er ikke bange for at dø - du er bange for at leve. I dag bruger jeg alle kræfter på at få det vendt. Og hvis man ser på min udvikling, så ved man at jeg erpå rette vej og at jeg er kommet utrolig langt. Diagnoserne kan ikke stoppe mig, intet kan stoppe mig. Jeg vil fremad og jeg vil leve. Håber jeg en dag kommer til at gi 100% slip på fortiden og at den også en dag også vil gi slip på mig.
Der er faktisk en decideret side mht særlig sensitiv :) derinde er der en decideret test, hvor man kan se om man evt skulle være det - personligt kunne jeg sige ja til stort set alt og har snakket med læge osv, som siger jeg er decideret særlig sensitiv.. Det er derfor jeg har svært ved mange ting følelsesmæssigt, samt at der ingenting skal til før det gør ondt indeni.. Det var egentlig meget rart med en decideret diagnose, for jeg har personer tæt på mig som altid har gjort nar og udnyttet det, men ved at sige der faktisk er en grund til at jeg er sådan, så respekteres det mere :)
SvarSletKender faktisk godt testen, men tænkte at den ikke blev nødvendig efter den samtale jeg havde med psyk. Jeg har altid vidst at det var en del af min diagnose at jeg var sensitiv, men det var først sidste år, jeg mærkede det så voldsomt fysisk.. Jeg synes diagnoser er godt for ens forståelse, men man skal virkelig passe på med dem alligevel.
SletDet er svært med alle de diagnoser, man sætter på børn. Hvis man tænker på dem som en hjælp til at komme videre, kan der være en mening med det, men ikke hvis de bruges som en 'dom'.
SvarSletJeg har en søn med en autistisk diagnose. Da han fik den føltes det både som en dom, men også som en befrielse. Dom fordi vi ikke vidste, hvad der kunne gøres for ham - og hvor langt han ville nå - vi var med andre ord meget usikre på, hvad det betød for ham. Og befrielse fordi vi jo så kunne forstå hvorfor.
Diagnosen er heldigvis ikke blevet en dom for ham. Han er der i dag, at han har vendt det til en styrke. Han har glæde af aspergernes særligt evne til at fokusere på én ting. Han læser medicin og er enormt god til at lære det komplicerede læsestof og huske det.
Diagnosen hjalp os i sin tid til at få støtte til en specialskole. Desværre er det sådan, at så længe der ikke er nogen diagnose, så er der heller ingen hjælp at hente nogen steder. Det er der rigtig mange autister, der lider under i dag.
Bare de tanker dit indlæg gav anledning til for mig.
Elsker dine tanker.. for ja der er stor forskel på om det udvikler sig til en styrke og man kan være det til noget godt og konstruktivt..
SletJeg får feber af det her med at vi lever i et land hvor man kun kan få hjælp hvis ens diagnose er slem nok.. det får mig virkelig op i det røde felt..
Knus <3
Jeg er meget frustreret omkring den stigende opmærksomhed med særlige sensitiv børn. Jeg har et barn med mange problemer og nogle gange når jeg snakker med folk omkring det får jeg hele tiden at vide at jeg burde tjekke hende om hun er det. Hvilket hun ikke er.
SvarSletNogle gange kan folk bare ikke se videre end til diagnosen og symptomer. Det er træls for folk er så meget mere end et ord.
Det er så vigtig at vi ikke hele tiden bare prøver på at finde diagnoser og symptomer.. Der findes nogen der har det så svært at det selvfølgelig er en hjælp, for dem at vide hvad der sker, men man skal virkelig passe på. Og så kan man huske at man ikke er sin diagnose, vi er alle sammen mennesker med følelser. :D
Slet