Som nogen af jer, nok har læst i mit indlæg Lynet slog ned, har jeg i nogle år gået syg. Når jeg i dag, tænker tilbage, går det mere og mere op for mig, at grunden til jeg mistede det hele, var sygdommen. Det siger nok sig selv, men jeg har nok bildt mig selv lidt ind, at det var fordi, folk ikke kunne li mig mere. Mit liv vendte 180 grader fra det ene sekund, til det andet. Det er en ret vild følelse og når jeg prøver at kigge tilbage, er der rigtig mange ting som jeg ikke rigtig husker.
En af de ting, som gjorde meget ondt på mig, var at miste en rigtig god barndoms veninde. Hun valgte at trække sig og at vi ikke skulle ses mere. Jeg har i mange år, ikke kunne se hvorfor, det gik som det gjorde, men i dag, er det tydeligt for mig, at min sygdom udsatte folk omkring mig, for nogle ting som jeg dengang ikke forstod, men kan se i dag.
I dag tænker jeg meget over, at jeg skal ha bearbejdet nogle af de gamle ting og følelser, for at min krop kan give mere og mere slip. Jeg ved hvor vigtigt det er, at sætte punktum ved fortiden og se frem, men det betyder også at der er nogle dæmoner, man skal kæmpe lidt med. Jeg valgte derfor i dag, at skrive til min barndoms veninde. Spørge hende, om hun ikke ville skrive et par linjer om hvordan hun oplevede det hele, imens det stod på. Det ville hun gerne og det gjorde mig rigtig glad..
Her er hendes version:
Jeg har svært ved at huske præcis, hvordan det hele var dengang, da
Jeanette blev syg. Jeg vil dog alligevel - på Jeanettes opfordring -
forsøge at skrive lidt om det.
Jeg husker at Jeanette
forandrede sig meget og gik fra at være den selvsikre og frembrusende
pige med masser af overskud, til at være en usikker pige, som havde brug
for omsorg. Jeg husker at jeg fandt det svært, pludselig at skulle være
klippesten for en pige, som før sygdommen var klippesten for mig. Jeg
husker at jeg havde svært ved at finde ud af, hvor meget jeg kunne sige
og hvor meget jeg skulle "pakke ind", hvor jeg før sygdommen, kunne sige
ALT ærligt til Jeanette. Jeg ville jo gerne være ærlig overfor hende,
men var samtidig bange for at såre hende.
Langsomt som tiden
gik, blev det mig for svært, at være klippesten for Jeanette og jeg fik
langsomt følelsen af at være låst, forstået på den måde, at jeg havde
svært ved at sige nej til Jeanette - også til aftaler jeg ikke havde
lyst til - da jeg på ingen måde, ville forværre usikkerheden hos hende.
Jeg følte på en måde, at jeg skulle "rede" Jeanette fra de dårlige
tanker og de negative følelser. Det blev for meget for mig og jeg valgte
at trække mig, for at bruge mine kræfter på mig selv.
Det er ingen
undskyldning, men jeg havde på dette tidspunkt, selv mange ting at tumle
med, så jeg havde ikke energien til at være støtte for Jeanette.
Jeg håber du kan bruge overstående til noget.
Knus.
Det hun skriver til mig, varmer rigtig meget. Det gør også at jeg lige nu, egentlig bedre forstår hvorfor, det gik som det gjorde. Jeg ved at min sygdom styrede, hele mit liv på det tidspunkt og at jeg var et meget deprimeret og negativt menneske. Jeg ved nu at det ikke er fordi jeg var et skidt menneske, men fordi sygdommen ændrede mig. Nogen gange skal der ord på for at man kan se hvad der egentlig skete. Jeg er rigtig glad for at hun ville skrive lidt. Det letter mine tanker og mit hjerte. det skaber ro og jeg ved heldigvis at jeg er et helt andet sted i dag. Kan virkelig se min fremgang og lige nu betyder alle de gode og positive ting så meget.
Sidder du nu der bag skærmen og har oplevet noget af det samme eller evt husker mig fra den periode, så er du meget velkommen til at skrive. Elsker når folk smider en kommentar eller kontakter mig.
Husk at du også kan følge med på min blog's facebook side : https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker
Puha. Det er så hårdt, når man ikke har overskud til en kær person, eller at man bliver "ladt i stikken"..
SvarSletJeg har meget underskud på kræfter pga min psyke. Det gør, at jeg tit ikke kan være der for mine veninder, når det brænder på.
Det gør så ondt at skulle være så egoistisk. Men hvis jeg ikke er det, går jeg fuldstændig ned...
Suk.
Men virkelig dejligt at hun ville sætte ord på!!!!
Ja det kan tit være en hård beslutning at sige fra, især hvis det brænder på. Selv har jeg aldrig været ret god til det heller, men jeg ved i dag at det er man altså nød til engang imellem for at man ikke selv falder helt sammen.
SvarSletBetyder rigtig meget for mig at hun ville skrive lidt, så der kunne blive sat ord på og jeg kunne smide den grimme dæmon ud af vinduet.