Otterup Kræmmermarked 2017

I denne weekend, har det været Kræmmermarkedet her i Otterup. Det har været en tradition for mig i rigtig mange år, men den er nok ved at dø lidt hen nu. Sidste år var jeg kun forbi en kort tur, om eftermiddagen, sammen med Henriette og Thea.

Henriette og jeg besluttede at vi i år, skulle gi den gas på den traditionelle måde. Vi inviterede et par stykker til at være med og det var en helt kanon aften. Min kammerat Jens, blev også lokke til byen. Var kommet i tanke om at vi i år, runder 20 års venskab og det kunne da lige fejres med kolde fadøl, som i gamle dag. Fatter ikke at der allerede er gået 20 år. Vi ses desværre ikke så tit, men når vi gør er alt som det plejer og tiden går alt for hurtig. Han var der for mig, da alle andre gik sin vej og det er grunden til at vi har hold ud i 20 år. Han er faktisk den ven, som jeg har kendt i aller længst tid. (Jens er ham med kræmmer-pølsen)

Det var en super hyggelig dag/aften og jeg blev lige tilpas fuld til at ha det sjovt og samtidig ikke få tømmermænd i dag. Jeg sov kun 4 timer i nat, så har været kanon smadret hele dagen, men ellers er jeg på toppen. Har da både fået vasket tøj, ryddet lidt op og været i bad i dag.. Ha Ha..

Håber også at i har haft en god weekend.. :D

Williams Barnedåb.

I søndags var vi til Barnedåb, ved min dejlige venindes lille William. Han er en skøn lille charmetrold og vi er utrolig glade for at vi fik lov til at være med.

Jeg er så glad for at vi på trods af afstand osv. stadig har et meget tæt bånd og stadig kommer tættere på hinanden. Carina har jeg efterhånden kendt i nogle år og selv om hun er lidt yngre en mig, så er vi på bølgelængde. Hun har og vil altid ha en stor plads i mit hjerte. At jeg så samtidig får lov til at komme så tæt på hendes lille guldklump, betyder mere end ord kan beskrive. Han er simpelthen så lækker og han har allerede score mig. 

Tak for en vidunderlig dag og fordi i er som i er. Glæder mig allerede til vi skal ses igen. <3

Hvordan så hun det..

Som nogen af jer, nok har læst i mit indlæg Lynet slog ned, har jeg i nogle år gået syg. Når jeg i dag, tænker tilbage, går det mere og mere op for mig, at grunden til jeg mistede det hele, var sygdommen. Det siger nok sig selv, men jeg har nok bildt mig selv lidt ind, at det var fordi, folk ikke kunne li mig mere. Mit liv vendte 180 grader fra det ene sekund, til det andet. Det er en ret vild følelse og når jeg prøver at kigge tilbage, er der rigtig mange ting som jeg ikke rigtig husker.

En af de ting, som gjorde meget ondt på mig, var at miste en rigtig god barndoms veninde. Hun valgte at trække sig og at vi ikke skulle ses mere. Jeg har i mange år, ikke kunne se hvorfor, det gik som det gjorde, men i dag, er det tydeligt for mig, at min sygdom udsatte folk omkring mig, for nogle ting som jeg dengang ikke forstod, men kan se i dag.

I dag tænker jeg meget over, at jeg skal ha bearbejdet nogle af de gamle ting og følelser, for at min krop kan give mere og mere slip. Jeg ved hvor vigtigt det er, at sætte punktum ved fortiden og se frem, men det betyder også at der er nogle dæmoner, man skal kæmpe lidt med. Jeg valgte derfor i dag, at skrive til min barndoms veninde. Spørge hende, om hun ikke ville skrive et par linjer om hvordan hun oplevede det hele, imens det stod på. Det ville hun gerne og det gjorde mig rigtig glad..

Her er hendes version:

Jeg har svært ved at huske præcis, hvordan det hele var dengang, da Jeanette blev syg. Jeg vil dog alligevel - på Jeanettes opfordring - forsøge at skrive lidt om det.

Jeg husker at Jeanette forandrede sig meget og gik fra at være den selvsikre og frembrusende pige med masser af overskud, til at være en usikker pige, som havde brug for omsorg. Jeg husker at jeg fandt det svært, pludselig at skulle være klippesten for en pige, som før sygdommen var klippesten for mig. Jeg husker at jeg havde svært ved at finde ud af, hvor meget jeg kunne sige og hvor meget jeg skulle "pakke ind", hvor jeg før sygdommen, kunne sige ALT ærligt til Jeanette. Jeg ville jo gerne være ærlig overfor hende, men var samtidig bange for at såre hende.

Langsomt som tiden gik, blev det mig for svært, at være klippesten for Jeanette og jeg fik langsomt følelsen af at være låst, forstået på den måde, at jeg havde svært ved at sige nej til Jeanette - også til aftaler jeg ikke havde lyst til - da jeg på ingen måde, ville forværre usikkerheden hos hende. Jeg følte på en måde, at jeg skulle "rede" Jeanette fra de dårlige tanker og de negative følelser. Det blev for meget for mig og jeg valgte at trække mig, for at bruge mine kræfter på mig selv.
Det er ingen undskyldning, men jeg havde på dette tidspunkt, selv mange ting at tumle med, så jeg havde ikke energien til at være støtte for Jeanette.

Jeg håber du kan bruge overstående til noget.
Knus.

Det hun skriver til mig, varmer rigtig meget. Det gør også at jeg lige nu, egentlig bedre forstår hvorfor, det gik som det gjorde. Jeg ved at min sygdom styrede, hele mit liv på det tidspunkt og at jeg var et meget deprimeret og negativt menneske. Jeg ved nu at det ikke er fordi jeg var et skidt menneske, men fordi sygdommen ændrede mig. Nogen gange skal der ord på for at man kan se hvad der egentlig skete. Jeg er rigtig glad for at hun ville skrive lidt. Det letter mine tanker og mit hjerte. det skaber ro og jeg ved heldigvis at jeg er et helt andet sted i dag. Kan virkelig se min fremgang og lige nu betyder alle de gode og positive ting så meget.

Sidder du nu der bag skærmen og har oplevet noget af det samme eller evt husker mig fra den periode, så er du meget velkommen til at skrive. Elsker når folk smider en kommentar eller kontakter mig.

Husk at du også kan følge med på min blog's facebook side : https://www.facebook.com/JeasBlankeTanker

Hvad kan jeg gøre?

Jeg har en yngre veninde, som betyder rigtig meget for mig. En ung pige jeg har kendt i nogle år og som i al den tid, jeg har kendt hende, har været et meget kærligt og smilende menneske. Desværre skete der det forfærdelige sidste år, at hun mistede begge forældre, inden for kort tid. Hendes mor havde jeg også et godt forhold til og hun betød rigtig meget for mig. Desværre mistede vi hendes til kræften. På søndag er det et år siden. Det var hårdt, men jeg mindes hende med glæde. Hun var et rigtig skønt menneske, som altid havde åbne arme og masser af kærlighed, lige meget hvor svært, det hele kunne være. Min venindes Far nåede jeg aldrig rigtig at kende, men han valgt selv, at han ville forlade denne verden. Hvorfor, er der desværre ingen der ved.

Jeg står her ved siden af min søde veninde og kan mærke at hun vakler. Vi så gerne gribe hende og vise hende vejen frem, men desværre er det ikke så let. Jeg ville ønske, hun kunne se sin mor en gang mere og at hendes mor ville trøste hende og sige til hende, at hun har det godt og at hun kun ønsker, at Carina får et vidunderligt liv og fortsætter med, at være den fantastiske pige hun er.

Hvordan hjælper man en ung pige, i en så svær krise. Jeg kan være her, jeg vil støtte og gi' min kærlighed, så meget som jeg kan. Jeg vil mindes hendes mor, med glæde og smil, for jeg ved at det er hendes mors, største ønske. Jeg er klar til at gribe, men kan ikke forhindre at hun falder.

Jeg er her.