Når man har været psykisk syg i så mange år, som jeg efterhånden har, ændre ens venskaber sig helt naturligt.. Maxx'en satte nogle tanker i gang hos mig i dag. Han havde set mit indlæg Bekymring og envejskommunikation.
90 % af de mennesker jeg kender i dag, har eller har haft en form for psykisk lidelse. Er det en dårlig ting? Nogen gange er det nok, men tror faktisk også det er meget normalt. Må indrømme at jeg tit har svært ved at kommunikere med folk, der ikke på en eller anden måde, har haft noget psykisk tæt inde på kroppen. Det er som om folk der ikke kender til det, virker lidt overfladiske på mig. Ikke sagt at de er det, men jeg har lettere ved at snakke med folk, der har lidt mere livserfaring på det område.
Dog har jeg det også sådan, at jeg faktisk synes det er hårdt at ha relationer, til mennesker med psykiske lidelser, hvis de ikke er nået til et punkt, hvor de virkelig kan se at de har brug for hjælp. Folk der måske har det 80% dårligt, men fordi de 1 gang om ugen har en god dag, ikke mener at de har brug for den rigtige hjælp. Kan ikke forstå hvorfor folk ikke, banker i bordet og siger jeg vil ha' et godt liv og hvad kan JEG gøre, så det sker. Med det system vi har i dag, får vi desværre ikke hjælpen serveret, man skal ville kæmpe for sit liv og man skal ikke acceptere, at fylde sig med piller uden også at få løst selve problemet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar