Som de fleste ved, så er jeg førtidspensionist og jeg har sådan en pension, som skal genforhandles hvert 3 år. Forstår ikke at der allerede er gået 3 år igen, men når jeg ser tilbage, så er der hele til udvikling. Psyk har netop bedt kommunen om at starte genforhandlingen, så vi forhåbentlig kan nå at få den afgjort, inden jeg til Juni skal afsluttes på Psyk.
Normalt går min krop helt i står og samtidig i panik, når vi skal alt det her igennem, men jeg har endnu ikke haft nogen store reaktioner. Jeg kan mærke at min krop mest af alt har lyst til at gi slip og bare gå i hi, til det hele er overstået. Kan også mærke at jeg virkelig ikke er særlig social for tiden, har det pt okay med mit eget selskab, selv om jeg ind imellem savner noget omsorg. Jeg har dog formået at holde mig oppe og kørende. Nervøsiteten begynder dog for alvor at melde sig nu.
Har i dag fået mail om at jeg nok inden så længe, bliver indkaldt til et samtale på kommunen, det er faktisk det, som er mest angst provokerende lige pt. Jeg har aldrig haft særlig gode oplevelser med kommunen og der er virkelig grænseoverskridende for mig at mit liv og min fremtid, igen ligger i hænderne på andre. Jeg prøver virkelig at ligge de gamle negative tanker væk og bare fokusere på at gennemføre. Heldigvis får jeg en med fra psyk, når jeg skal på kommunen.
Det næste er jo så at jeg skal afsluttes på psyk til Juni og det kan jeg næsten ikke rumme lige nu. Jeg ved det er det rigtige, men de har i så mange år været min støtte og de har hjulpet mig med at finde vejen frem. Lige nu prøver jeg ikke at tænke for meget over det. Det er voldsomt angstprovokerende at jeg i fremtiden ikke har dem i baghånden.
Der kommer til at ske så meget her i det første halve år af 2015, det er lige før jeg ikke kan følge med. Lige nu tager jeg en dag af gangen og prøver ikke at ha for store forventninger til mig selv. Det er okay at jeg ikke er i hopla 24/7, så længe jeg bare gør ting som er gode for mig.
Så nu vil jeg prøver med et bad og så skal jeg vidst også snart i seng. Måske et lidt forvirrende indlæg, men det var lige de ord som fløj ned igennem fingrene og ud på tastaturet.
Kære Jeanette, det rører mig dybt at læse dit indlæg her. Jeg forstår sandelig godt, at du er udfordret pt, for det er meget store ting, du står foran. Bare tanken om selv at skulle genforhandle pension hvert 3. år er angstprovokerende for mig. Jeg er også førtidspensionist, og jeg har fået tilkendt en varig pension, fordi der ikke er håb om, at jeg kommer til at kunne arbejde igen. Du har haft psyk som backup i mange år, og det må være svært at skulle sige farvel til det og skulle stå på helt egne ben. Sidste år i januar sagde jeg selv farvel til min mangeårige backup, og jeg kan trøste dig med, at det godt kan lade sig gøre med succes :-) Jeanette, du kender efterhånden dig selv så godt, og du er blevet så god til at gøre de for dig gode ting, så jeg er sikker på, du nok skal klare det. Du er nemlig så sej <3 Sender dig kram og kærlige tanker med håbet om, du får en dejlig weekend og et skønt 2015 <3
SvarSletJeg håber lidt at det er sidste gang min pension skal genforhandles. Det er noget med at der er en regl som hedder at tredje gang skal de vidst gi' en permanent, men det kan de jo ha lavet om mange gange. Psyk mener at jeg skal ha en permanent. Jeg tror aldrig jeg kommer til at få et fuldtidsjob, men jeg håber jeg kan prøve arbejde lidt ude i fremtiden når jeg er klar til det.
SletTak for din dejlige kommentar, det varmer.
Knus <3
Jeg krydser for dig søde og ville ønske jeg kunne sende lidt ro til din sjæl.
SvarSletKan sagtens forestille mig hvordan du har det.
Knus herfra både Maria & jeg
Lige nu fylder det hele ret meget, glæder mig til det er overstået.
SletTak for din kommentar.
Knus <3
Dine tanker er Så forståelige for mig. Sådan noget kommunenoget kan også gøre mig helt ude af flippen. Håber det bedste for dig! <3
SvarSletDet tager såå mange kræfter og vi er ikke engang rigtig begyndt endnu.. øv..
SletTak for din søde kommentar og forståelse.
Knus <3
Nej - bestemt ikke et forvirrende indlæg. Forstår godt at du har en følelse af afmagt - det er vel det, det er, når du ikke selv har indflydelse på de beslutninger, der træffes for dig.
SvarSletDet forstår jeg godt er angstfremkaldende.
Men klogt at tage en dag af gangen - livet skal alligevel levet indtil den bliver taget. Og så må du krydse den bro, når du kommer til den. ( det med at krydse broen, når jeg kommer til den, har været mit slagord det sidste år. Det kan ikke betale sig at bekymre sig før tid - er min fillosofi)
Må din søndag blive fredelig og give dig energi og ro i sjælen .
Knus <3
Når jeg tænker tilbage så er jeg i dag ikke særlig bange for døden.. Jeg har ellers brugt største delen af min sygdomstid på netop det der emne.. I dag er jeg mere afklaret og samtidig prøver jeg bare at lade være med at tænke for meget over det. Jeg må leve imens jeg kan og jeg fortjener også et godt liv, selv om jeg er pensionist. Det er mit mål. Jeg vil være glad og ikke fortryde en masse.
SletTak for dine varme ord..
Knus <3
At være pensionist er blot en anden måde at få løn på. Og om livet er godt, handler jo også om, hvilke mål, du sætter dig.
SletDu har vist et skilt, du ville hænge på køleskabet. Det var fyldt med masser af gode mål. Og som jeg læser din blog, så arbejder du godt på dem.
Vi kan ikke lave om på fortiden, den er, som den er. Og fremtiden har vi ikke voldsom indflydelse på. Men nu'et skal leves lige nu. En dag af gangen.
Der kan måske ligge en fortrydelse hos dig, i at du kunne have gjort så mange andre ting, hvis du ikke var blevet syg. Men det kan du ikke rigtig bruge til noget. Du må vende det til, at få det bedst mulige ud af livet.
Også jeg måtte stoppe med at arbejde 'lige pludselig' - og blive pensionist før tid. Ja - der blev lukket en dør til et arbejdsliv, men en ny åbnede sig.
Alt det jeg laver nu, ville jeg ikke have haft tid til, hvis jeg også skulle passe et arbejde - og være så stresset, som jeg var.
Håber mine ord kan hjælpe dig.
Jeg har jo efterhånden været syg i mange år og jeg lærte ret hurtig at accept var vejen frem. Jeg har faktisk ingen fortrydelser overhovedet og er heller ikke særlig perfektionistisk. Selv om jeg ind imellem bander min sygdom langt væk, så er jeg meget afklaret og taknemlig. Taknemlig fordi jeg har lært utrolig meget om mig selv og om livet af alt det jeg er gået igennem. Jeg ville ikke ændre på min fortid hvis jeg kunne, blot fremtiden. Jeg har bare et ønske og en drøm om at leve et godt liv. Karriere drømme forsvandt stort set med det samme, for jeg fandt ud at at mit sind simpelthen ikke kunne rumme det alligevel.
SletOm dine ord hjælper.. hmm... jeg er meget taknemlig for dine kommentarer, men jeg er en del længere mentalt. Jeg ved hvad jeg vil, fortryder intet og jeg kender vejen, men derfor er det stadig hårdt arbejde.