De sidste par uger har jeg virkelig været på overarbejde psykisk, min krop reagere på alt og det er blandt andet kommet til udtryk ved stress, tanker, tinnitus, træthed, usikkerhed, trøste spisning, paranoia, vejrtræknings besvær, angst, hysteri, frustration, tåre, søvn problemer, mareridt osv... Listen er utrolig lang..
Jeg har så hele tiden bildt mig ind at når min pensions sag var afgjort, så ville alle eller største delen af de ting forsvinde, som med et fingerknips.
Jeanette så let er der jo intet der er i dit liv..
Nå, men jeg levet stadig med alle de ting og det er hverken blevet værre eller bedre. Jeg har ingen ide om hvorfor det fortsætter, eller jo. Det er nok fordi jeg har været under et enormt pres, ikke bare i løbet af den sidste tid, men faktisk flere år. Det lyder lidt skørt, men de her pensions revurderinger eller kontroller har virkelig kostet kræfter og det er nok det jeg mærker nu. Der har været såå mange anstrengelser forbundet med det og nu er jeg langt om længe sluppet fri. Samtidig er det hele også utrolig angst provokerende, når jeg skal kigge lidt frem. Hvordan skal det mon gå i fremtiden, nu hvor jeg også skal klippet båndet til psyk.
Jeg har i denne uge isoleret mig en del, jeg er bare hjemme og i min egen bobbel. Synes det er svært nok bare at være til, men jeg ved også at isolation kan gøre det hele værre. Jeg burde nok finde på et eller andet og måske ses med nogen, men jeg har ikke kræfterne endnu. Det skal nok komme og jeg ved jeg nok skal få det bedre, er nok bare lidt i chok over, hvordan min krop reagere lige nu.
Et skridt frem og to tilbage - er ordene, jeg kommer i tanker om. Der er to ting i det. Dels har du døjet i mange år, og det forsvinder ikke lige fra den ene dag til den anden, selv om du har fået en positiv afgørelse af din pensionssag. Dels har du været under rigtig hårdt pres her på det sidste. Og selv om du tappert har holdt dig i gang og væbnet dig med så meget tålmodighed, som du har kunnet - så reagerer kroppen altså. Den handler fuldstændig uafhængigt af din hjerne. Så selv om din hjerne ved, at det er godt og at du nu skulle kunne kigge fremad, så handler kroppen altså på det stress, du har været udsat for.
SvarSletDet føles rigtig mærkeligt, at man sådan har to systemer - hjerne og krop - som kan handle uafhængigt. Det kan også være, at jeg udlægger det mærkeligt, men på min egen krop har jeg følt det lige præcis sådan.
Din krop skal have tid. Og du ved, at når den får det, så letter det hen ad vejen. Med ups and downs.
Mange positive, opmuntrende og kærlige tanker er lige netop sendt i din retning. <3
Det synes jeg ikke, det virkelig da helt logisk og er også sådan jeg tit har det. Krop og sind hænger ikke særlig tit sammen og inden for det sidste års tid, er jeg begyndet at få mange flere fysiske symptomer end jeg ellers har mærket.. Det er som om der hele tiden sker forandringer.. Førhen var jeg ret sikker på hvordan både sind og krop ville reagere, men det er jeg ikke pt.. Tænker dog at det kun er en del af mine positive udvikling og kroppen skal lige kunne følge med.. Jeg ved det tager tid, men mit sind er ind imellem utålmodig.
SletMange tak for din dejlige kommentar, det varmer..
Knus <3
:-)
SletJep - kroppen skal følge med - og det er den, der er klogest og giver dig svaret på, hvad du har brug for.
Jeg er bare ikke van til at den er så længe om at registrer hvad der er sket.. eller kunne da være jeg skulle prøve kigge lidt tilbage på bloggen.. :D
SletJeanette, der er intet at sige til, at din krop reagerer og fortsat gør det. Som Madam Sand skriver, så tager det tid at komme sig efter stress. Også jeg reagerer med fysisk sygdom, når psyken er på overarbejde - det irriterer mig helt vildt meget, men jeg er ved at acceptere, at det er min krops måde at fortælle mig, at jeg har behov for ro og hvile - og det er jo smart, når jeg ikke selv giver mig det, jeg har behov for :-) Kram
SvarSletDet har været rigtig slemt denne gang og det er nok det som skræmmer mig lidt. Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde før har haft så mange mareridt og feks været så paranoid.. Glæder mig sååå meget til det kommer ud af kroppen, ville ønske jeg kunne gøre et eller andet.. Lige nu prøver jeg bare acceptere situationen og være til, men det er svært.
SletKnus <3
Kram til dig! Jeg er sikker på at din krop nok skal falde til til ro efterhånden :)
SvarSletMange tak søde og jeg håber du har ret.. <3
SletKnus <3
Jeg får også altid en masse eftervéer - det forsvinder ikke, bare fordi den pressede situation er ovre. Det tager tid - i hvert fald for mig.
SvarSletOg så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at folk tit bliver syge, når de netop får ferie fra deres job. Først når de får lidt ro på, reagerer kroppen på alt det stress, der måske har været på arbejdet. Så får man tid til at mærke ordentligt efter. Giver det mening?
Knus og tanker <3
Det giver rigtig meget mening søde og tak for din kommentar..
SletJeg ved det er min krop der reagere og selv om det tager extra tid, så skal jeg nok klare det. :D
Knus <3