I
tirsdags blev jeg interviewet af David og han har nu fået skrevet en artikel. Jeg har fået lov til at dele den med jer, så hvis i skulle ha et nysgerrigt sind, kan i nu læse den her. Personligt er jeg rigtig godt tilfreds og er overrasket over hvor mange detaljer han har fået med. Der er såå mange ting og det er utrolig svært at skære hele mit forløb ned, i sådan en enkelt artikel. David er journalist studerende og jeg synes han gjorde det rigtig godt, både interview og artiklen.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Frygten for at leve
Når man tænker på en syg person, tænker man ofte på en person der lider
af en fysisk skavank. Har man slået sig, skal man have plaster på, men
nogle sår kan ikke ses og kan aldrig læges helt. Sådan et sår er sygdommen
angst.
Af David Honoré
Jeanette Krohn Henriksen har ondt. Hun bærer ikke sin arm i gips og hun har
ingen ydre tegn på skader, for når hun har det værst foregår det inde i hendes
hoved. Jeanette er 31 år og lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse og
panikangst, der har kostet hende jobbet, kæresten og kontakten med både
venner og familie.
Det første anfald kom i 2006. ”Jeg tror altså jeg besvimer nu,” når Jeanette at sige,
før hun vælter ind over det cafébordet hende og hendes kæreste spiser frokost
ved. Derefter bliver alt et tåget virvar. Da hun kommer til bevidsthed igen er det i
ambulancen ved at hun kaster voldsomt op. En virus på balancenerven, det er
hvad hun får at vide på sygehuset. Det er det ikke.
Jeanette bliver sendt hjem igen, men får det ikke bedre. Hun bor i sin seng og kan
ikke engang gå ud i køkkenet og hente et glas vand, men bliver nødt til at kravle
på alle fire. Det kan ikke fortsætte sådan.
”Jeg tager min jakke og mine sko på og går så ud til min hoveddør, men pludselig
kan jeg bare ikke tage i håndtaget. Det kan jeg bare ikke, min krop siger fra,”
siger Jeanette.
Et valg mellem liv og død
Mens Jeanette står lammet og stirrer på dørhåndtaget, skyller frygten ind over
hende. Den værste frygt hun i sit liv har oplevet, der får hende til at knække
sammen, på gulvet i gråd, omsluttet af et angstanfald der er så kraftfuldt, at hun
tror hun skal dø.
”Jeg anede ikke hvad der ville ske, hvis jeg gik udenfor. Jeg følte ikke jeg ville
kunne trække vejret hvis jeg lukkede døren op. Jeg tænkte at jeg var skør og at
der var noget fuldstændig galt. Så ringede jeg til min mor og sagde at den var helt
gal og så tog hun mig med til lægen,” siger hun.
Hun får at vide, at hun nok har en depression, så Jeanette bliver henvist til
psykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor de spørger hende om hun har lyst til at
blive. Det har hun ikke, men svarer ja alligevel. ”Det er jo syge mennesker, der
bor her,” tænker hun.
”For mig var det på det tidspunkt et valg mellem liv og død. Jeg blev nødt til at
vælge livet, for jeg var begyndt at have rigtig mange selvmordstanker,” siger
Jeanette.
Efter adskillige undersøgelser, der involverede både spørgsmål og blækklattests
bliver diagnosen stillet – panikangst og en dyssocial personlighedsforstyrrelse.
Alene med frygten
Jeanette oplevede at folk gerne ville forstå, men hvordan forklarer man en
sygdom man ikke engang selv forstår? ”Hvad er du bange for?” lød spørgsmålene
og hun kunne ikke besvare dem. Angsten er for alt, og samtidigt for ingenting, og
for raske sind, er det en uforståelig selvmodsigelse.
Så Jeanette lukkede sig inde. Lukkede af for omverden. I knæ på grund af den
hvinende frygt, der kunne slå til når som helst. Anfaldende var slemme, og ofte
sov hun slet ikke om natten og det resulterede i, at hun ikke kunne passe sit job.
Hun arbejdede som telefonsælger, et stressende job, der kræver at man er klar i
mælet og hurtig på fødderne, og som følge af ikke at kunne passe arbejdet, blev
hun fyret. Kæresten blev det også for meget for, og efter at have manglet
overskuddet til at svare på de dusinvis af opkald fra venner og familie, blev de da
også færre og færre. Jeanette var alene.
Bange om natten
Tankerne kan tøjles og det er Jeanette blevet bedre til. Igennem næsten rituelle
rutiner, forsøger hun at holde tankerne på afstand. Åben vinduet og få lidt luft, gå
ud i køkkenet og drik noget vand, lægge sig på gulvet hvor der er køligt. Prøv at
få noget søvn.
Det er oftest om natten at anfaldende kommer snigende og de onde tanker om
døden, smerte og livet fylder Jeanettes hoved. Især døden har en helt centralt
plads i Jeanettes bevidsthed og er det sværeste spørgsmål hun må kæmpe imod.
”Jeg er rigtig bange for hvad der sker når man dør, for vi ved det jo ikke og jeg
prøver tit at diskutere det med andre mennesker, men de siger altid at det skal
jeg ikke tænke for meget på. Men jeg kan jo slet ikke holde op,” siger hun.
En positiv indstilling
Efter Jeanette blev indskrevet på den psykiatriske afdeling var hendes liv i
stumper. Bruddet med hendes venner, jobbet, kæresten og flere
familiemedlemmer, deriblandt hendes far, var brænde på bålet for hendes
tungsindige livssyn og hun kunne ikke holde det inde. Hun følte at hun blev nødt
til at dele det. Og delt blev det, spyet igennem adskillige negative,
selvmedlidenhedsfulde statusopdateringer på Facebook.
En dag modtog hun dog en besked, som mange nok kunne forfalde til at hidse sig
op over. For Jeanette blev det dog en årsag til at tage den negative indstilling op
til genovervejelse:
”En veninde skrev til mig, at hun ikke ville være venner med mig mere og at hun
bare ikke kunne holde mig ud, og så tænkte jeg at sådan en person ville jeg bare
ikke være. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være så positiv at de alle sammen
skulle brække sig, og det var min måde at vende det på. Jeg syntes det var pisse
irriterende at jeg ikke kunne brokke mig, men så måtte jeg bruge psyk
(psykiatrisk afdeling red.) til det. Det positive det skulle så ud til omverden,”
siger Jeanette.
Ved at sprede det positive budskab, forsøger Jeanette at samle stumperne op fra
sit liv. Hun blogger om sin hverdag og sin sygdom, og det hjælper hende til at
skabe opmærksomhed omkring hvordan det er at leve med en diagnose, som er
så virkelig, men som ingen kan se.
Vilje til livet
I dag er Jeanette udskrevet fra psykiatrisk afdeling og selvom hun til tider kan
savne støtten, går det bedre. Hun har en kæreste, en mor der støtter hende og
mere kontakt med familie og venner. Når hun har det svært husker hun tilbage
på nogle ord hun fik.
”Overlægen på psyk sagde til mig engang ”Jeanette, du er ikke bange for at dø, du
er bange for at leve” og det har han så meget ret i,” siger hun.
Selvom der er noget vej endnu og frygten stadig kan komme tilbage, er Jeanette
ikke længere bange for at leve. Hun vil livet, og frygter ikke længere for hvad der
gemmer sig på den anden side af døren.
”Angsten skal ikke hæmme mig i nogen ting mere. Det gør den stadigvæk i den
forstand at jeg ikke kan passe et arbejde eller en uddannelse, men ellers ikke.
Hver dag jeg går ud af min dør, ser jeg på det håndtag og tænker, at det er en
sejr,” siger Jeanette.
